Opkøb skal styrke kapacitet og kontrol over kritisk infrastruktur i ingrediensforretningen.
Arla Foods Ingredients (AFI) har opkøbt en nabofabrik i Felinfach i Wales som led i en udvidelse af sin lokale produktion. Det skriver det britiske medie Cambrian News.
Det drejer sig om Sensient Flavors-faciliteten, som ifølge mediet ligger side om side med Arlas eksisterende anlæg i området, hvor virksomheden i forvejen driver den tidligere Volac Whey Nutrition-produktion.
Fabrikken, som beskæftiger omkring 100 medarbejdere, var for over et år siden foreslået lukket af sine amerikanske ejere.
Skal sikre kapacitet og drift
I en udtalelse til Cambrian News fremhæver Arla, at investeringen skal sikre bedre kontrol over kritisk infrastruktur og understøtte den fortsatte vækst:
– Investeringen sikrer også driftskontinuitet for AFI og skaber fuld kontrol over kritisk infrastruktur og forsyningsanlæg.
Samtidig peger virksomheden ifølge mediet på, at udvidelsen vil bidrage til en mere robust drift og øget forarbejdningskapacitet.
Site director Anne-Sophie Hoff udtaler til Cambrian News:
– At udvide vores fodaftryk ved siden af vores eksisterende anlæg vil give os mulighed for at udvide vores forarbejdningskapacitet og opbygge en mere robust operation for fremtiden.
Del af stærk vækst i ingrediensforretningen
Opkøbet kommer ifølge Cambrian News i forlængelse af et stærkt 2025 for Arla-koncernen, hvor ingrediensforretningen spillede en central rolle. Omsætningen i AFI steg med 43,1 procent, drevet af global efterspørgsel efter højværdiprotein og integrationen af Whey Nutrition-forretningen fra Volac.
Af Maja Løvstrup
Kilde: Cambrian News
Foto: Arla
Et forum for folk med forskellig baggrund, men med fælles interesser inden for mejeriindustrien.