Fødevareforsyning bør sidestilles med forsvar og energi, når Danmark planlægger sit beredskab. Det var budskabet, da Arla mandag mødte fødevareminister Jacob Jensen (V) og efterlyste en national strategi, der fx afklarer, om det er landmændene eller staten, der skal løfte den største del af regningen.

Fødevareminister Jacob Jensen (V) besøgte mandag Slagelse Mejericenter for at drøfte, hvordan stat og mejeriindustri kan samarbejde om at sikre danskernes adgang til fødevarer i en krisesituation. Det skriver Sjællandske.

Et centralt tema under besøget var spørgsmålet om, hvem der skal betale for beredskabet. Arlas landedirektør i Danmark, Henrik Lilballe, pegede på, at Sverige allerede har en national strategi på området, mens Danmark mangler en tilsvarende afklaring af de økonomiske rammer.

– Forsyningssikkerhed fylder mere og mere hos os. Men spørgsmålet for os er naturligvis, hvor stor en del af udgifterne vore ejere landmændene skal bære, og hvor meget staten skal stå for, sagde Henrik Lilballe til ministeren ifølge Sjællandske.

Ministeren anerkendte, at staten har et medansvar, og fremhævede kritisk infrastruktur og opbygning af lagre som typiske statslige opgaver. Han vil nu drøfte de konkrete input med beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V).

Hele kæden skal hænge sammen
Arla er en af de få fødevarevirksomheder i Danmark, der selv kontrollerer hele vejen fra landmand til køledisk – med egen vognpark til mælkeindsamling og distribution til detailhandel og storkøkkener. Det stiller store krav til beredskabet.

Virksomheden har det seneste år styrket sit beredskabsarbejde markant. Stabil adgang til strøm, energi og vand er afgørende for at opretholde køling, varme og hygiejneprocesser, og selv kortvarige produktionsafbrydelser kan få alvorlige konsekvenser for forsyningssikkerheden.

Behov for klare procedurer og ‘rul’ på lagre
Arla efterlyser desuden klare myndighedsprocedurer for nødgodkendelser og prioritering, når en krisesituation opstår.

Slagelses borgmester Knud Vincents (V) deltog også i mødet og bidrog med et praktisk perspektiv på de strategiske lagre: For at sikre kommunernes forsyning – eksempelvis til plejehjem – er det afgørende, at varelagrene løbende fornyes, så intet risikerer at overstige holdbarhedsdatoen.

Et forum for folk med forskellig baggrund, men med fælles interesser inden for mejeriindustrien.

Nyhedsbrev fra Mejerimedier

sendt til dig hver uge

mejeritekniskselskab.dk
Copyright ©
2026
Danmarks Mejeritekniske Selskab