Arla Foods overtager Brancourts, der har produceret hytteost i Australien i mere end 135 år. Bag handlen ligger ambitionen om at vokse i et marked, som Arla betragter som et af verdens mest attraktive.

Arla Foods har indgået aftale om at købe den australske hytteostproducent Brancourts. Det sker via joint venturet Arla Foods Mayer Australia (AFMA), som Arla har drevet siden 2015 sammen med det australske familieselskab Mayers Fine Food. Det oplyser Arla i en pressemeddelelse.

Arla er i forvejen etableret i Australien med Lurpak og Castello, der begge har stærke positioner inden for henholdsvis smør og ost. Brancourts-købet giver kooperativet fodfæste i en ny kategori og en færdig produktionsplatform at bygge videre på.

Voksende forbrugerinteresse
Hytteost er ifølge Arla det hurtigst voksende segment inden for madlavningsost på det australske marked. Kooperativet opgiver en volumensvækst på over 40 procent år for år og tilskriver udviklingen en stigende forbrugerinteresse for protein og sund hverdagsmad.

“Forudsætningerne for fortsat vækst i Australien er tydeligt til stede – både på kategori- og forbrugerniveau,” siger Mai Roberts, General Manager i Arla Foods Mayer Australia.

Executive Vice President Lillie Li Valeur fremhæver desuden, at frihandelsaftalerne mellem EU og Australien samt mellem Storbritannien og Australien ventes at åbne yderligere muligheder, i takt med at de træder fuldt i kraft.

Mere end 130 år i familiens eje
Brancourts blev grundlagt i 1880’erne af franske immigranter og har siden produceret fra Hexham i New South Wales. Julie Conradt, der er fjerdegenerationsejer, udtaler i pressemeddelelsen, at valget af køber beroede på fælles værdier og en langsigtet vision for medarbejdere og produktionssted.

Overtagelsen ventes at træde i kraft inden for de kommende uger. Finansielle detaljer om handlen oplyses ikke.

Af Maja Løvstrup
Foto: Arla Foods

Et forum for folk med forskellig baggrund, men med fælles interesser inden for mejeriindustrien.

Nyhedsbrev fra Mejerimedier

sendt til dig hver uge

mejeritekniskselskab.dk
Copyright ©
2026
Danmarks Mejeritekniske Selskab