Arla Foods leverede i 2025 sit stærkeste finansielle resultat nogensinde med en rekordomsætning på 15,1 milliarder euro. Men bag de imponerende tal gemmer sig et dramatisk skifte i markedet, hvor en bølge af europæisk mælk pressede priserne i årets sidste halvdel.

2025 blev året, hvor Arla satte rekorder på næsten alle parametre: Det højeste mælkeindtag nogensinde på 14,3 milliarder kilo, den højeste gennemsnitlige mælkepris til landmændene på 56,4 eurocent pr. kilo og en historisk høj omsætning. Nettoindtjeningen landede på 415 millioner euro, hvilket får bestyrelsen til at foreslå en efterbetaling til ejerne på 2,2 eurocent pr. kilo mælk.

Administrerende direktør Peder Tuborgh ser resultatet som en blåstempling af virksomhedens retning:

– Vores historiske resultat demonstrerer, at vores strategi virker. Vi har styrket vores markedsposition, leveret rekordhøj værdi for vores ejere og taget vigtige skridt mod en mere bæredygtig fremtid, udtaler han i en pressemeddelelse.

Fra balance til overflod
Hvor første halvår var præget af høj efterspørgsel og et marked i balance, skiftede billedet i andet halvår. Gunstige vejrforhold og en ekstraordinær god foderhøst i Europa førte til en af de voldsomste stigninger i mælkemængder i nyere tid.

Dette pludselige udbud af mælk pressede de globale handelspriser ned. At Arla alligevel kom ud med et stærkt resultat, tilskriver ledelsen et robust forretningsmix og interne effektiviseringer for 158 millioner euro – langt over det forventede mål på 90-110 millioner euro.

Ingredienser og brands som vækstmotorer
Særligt datterselskabet Arla Foods Ingredients (AFI) spillede en nøglerole i succesen. Segmentet voksede med hele 43,1 procent til en omsætning på 1.452 millioner euro, hjulpet godt på vej af opkøbet af Volacs Whey Nutrition-forretning og en stor global tørst efter proteiner.

Også de kendte mærkevarer viste styrke, da den brandede omsætning steg med 6,9 procent til over 7 milliarder euro. Selvom høje priser lagde pres på mængderne i første halvår, vendte forbrugerne tilbage i andet halvår, så den samlede mængdevækst for året landede på 0,2 procent. Her fortsatte Starbucks® iskaffe-sortimentet sin sejrsgang med en markant volumenvækst på 13,9 procent.

Massive investeringer og kig mod 2026
Arla hviler ikke på laurbærrene og vedtog i 2025 investeringer for 731 millioner euro. Pengene går blandt andet til udvidelser af flødeostproduktionen i Holstebro, en ny Skyr-linje i Sverige og et nyt ’UHT Centre of Excellence’ i Skotland. Samtidig afventer koncernen myndighedernes godkendelse af den planlagte fusion med tyske DMK Group.

For 2026 forventer koncernen, at det store udbud af mælk vil fortsætte med at presse priserne i starten af det nye år. Omsætningen forventes derfor at lande mellem 13,3 og 14,1 milliarder euro, hvilket er lavere end i 2025 grundet markedspriserne, mens nettooverskudsandelen forventes at ligge stabilt på 2,8-3,2 procent.

Peder Tuborgh understreger, at Arla er klar til at navigere i de skiftende forhold:

– Vi går ind i 2026 fuldt forberedte på de markedsforhold, der venter. Presset fra høje mælkemængder vil præge årets første del, men vi ser også de muligheder, det bringer. Når priserne justeres, forventer vi, at forbrugerne vender tilbage til mejeriprodukterne med fornyet købekraft, siger han.

Af Maja Løvstrup
Foto: Colourbox

Et forum for folk med forskellig baggrund, men med fælles interesser inden for mejeriindustrien.

Nyhedsbrev fra Mejerimedier

sendt til dig hver uge

mejeritekniskselskab.dk
Copyright ©
2026
Danmarks Mejeritekniske Selskab