Silkeborgvirksomheden voksede 17 procent i 2025 og øger nu investeringerne i automatisering til fødevare- og mejerisektoren.
Den globale automatiseringsleverandør Au2mate kan præsentere det stærkeste årsresultat i virksomhedens 25-årige historie. I 2025 rundede omsætningen 295 millioner kroner – en stigning på 17 procent i forhold til året før. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Væksten drives særligt af international fremgang, og i mejerisektoren bruges Au2mates løsninger i dag af store, globale producenter, der integrerer softwaren direkte i fødevareproduktionen med henblik på procesoptimering, spildreduktion og bedre råvareudnyttelse.
– Årets regnskab viser med al tydelighed, at vores løsninger rammer et reelt og voksende behov i industrien. Vi oplever især stærk fremgang internationalt, hvor vores teknologi skaber stor værdi for kunder på tværs af lande og markeder,” siger administrerende direktør Henrik Andersen i pressemeddelelsen.
Strategiske investeringer trækker bundlinjen ned
Årets resultat landede på 23 millioner kroner, et mindre fald sammenlignet med 2024. Ifølge Au2mate var udviklingen ventet og afspejler bevidste investeringer i platformudvikling, nye markedssegmenter og organisatorisk vækst.
Virksomheden gennemførte i 2026 desuden et strategisk opkøb i Hamborg, som blev forberedt i løbet af 2025. Fremadrettet vil Au2mate prioritere kunstig intelligens og datadrevne løsninger yderligere.
– Vi vil sætte endnu mere kraft bag vores internationale ekspansion – særligt i Europa og Nordamerika – og samtidig løbende styrke organisationen med flere medarbejdere, siger Henrik Andersen.
Au2mate har hovedkvarter i Silkeborg, beskæftiger mere end 230 medarbejdere og er repræsenteret med 21 kontorer i 11 lande.
Af Maja Løvstrup
Foto: Au2mate
Et forum for folk med forskellig baggrund, men med fælles interesser inden for mejeriindustrien.