Oatly må ikke længere bruge ordet ’mælk’ i sin markedsføring i Storbritannien. Det har landets højesteret nu slået fast i en appelsag, der startede for omkring et år siden.
Den svenske producent af havredrikke, Oatly, og brancheorganisationen Dairy UK har været i en langvarig retlig strid, efter at Oatly ønskede at varemærkebeskytte sloganet “Post Milk Generation”. Brancheorganisationen mener, at sloganet strider mod både britiske varemærkeregler og EU’s artikel 78, stk. 2, i forordning nr. 1308/2013, som forbeholder mejeribetegnelser til produkter fremstillet af animalsk mælk.
Nu har Storbritanniens højesteret truffet sin afgørelse, og den giver brancheorganisationen medhold: Oatly må ikke bruge ordet ’mælk’ til at markedsføre sine plantebaserede produkter i landet. Det betyder, at virksomheden hverken må bruge eller varemærkebeskytte sloganet “Post Milk Generation”.
– Det har været nødvendigt, at landets højesteret én gang for alle afgjorde, om et plantebaseret mælkealternativ kan betegnes som ’mælk’ og markedsføres som sådan. Og resultatet er ikke det, Oatly havde håbet på, siger Laurie Bray, senior associate og varemærkejurist hos det europæiske immaterialretlige firma Withers & Rogers, til The Guardian. Her refereret fra det svenske landbrugsmedie Jordbruksaktuellt.
– Det er en vigtig afgørelse for sektoren, fordi den endelig skaber klarhed over, hvordan mejeribegreber kan – og ikke kan – bruges i branding og markedsføring. Den giver større sikkerhed for virksomheder og bidrager til at sikre, at etablerede mejeribetegnelser fortsat har en tydelig betydning for forbrugerne, samtidig med at passende beskrivelser kan anvendes dér, hvor loven tillader det, siger Judith Bryans, administrerende direktør for brancheorganisationen Dairy UK.
Oatly mener omvendt, at afgørelsen hæmmer konkurrencen.
– Denne afgørelse skaber unødig forvirring og ulige vilkår for plantebaserede produkter, siger Bryan Carroll, administrerende direktør for Oatly UK & Ireland.
Af Lene Mikkelsen Walsh
Kilde: Jordbruksaktuelt.se
Foto: Oatly
Et forum for folk med forskellig baggrund, men med fælles interesser inden for mejeriindustrien.