Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet har oprettet et nyt online læringsunivers, der giver fagpersoner og studerende let adgang til kurser om risikovurdering, videnskabelige metoder og risikokommunikation i EU’s fødevarekæde.
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, har samlet sine trænings- og læringsmuligheder på et nyt online læringsunivers. Siden giver adgang til EFSA’s e-læringskurser på EU Academy, som er EU’s fælles online læringsplatform. Det skriver DTU Fødevareinstituttet i en nyhed på deres hjemmeside.
Kurserne henvender sig til alle, der arbejder med eller interesserer sig for fødevare- og fodersikkerhed i EU – herunder forskere, rådgivere, myndigheder og virksomheder.
Udbuddet er organiseret i fire hovedområder: videnskabelige metoder og vejledninger for risikovurderinger, administrative procedurer og støtteressourcer for ansøgere, risikokommunikation om fødevare- og fodersikkerhed samt generelle og tværgående emner.
Blandt de konkrete kurser finder man blandt andet introduktioner til systematiske litteraturgennemgange, usikkerhedsanalyse i EFSA’s videnskabelige vurderinger, vægtning af evidens og risikokommunikation.
Kurserne er gratis og åbne for alle. Adgang kræver oprettelse af en brugerprofil på EU Academy. EFSA’s side om træningsmuligheder findes under “Resources” på EFSA’s hjemmeside.
Af Maja Løvstrup
Kilde: DTU Fødevareinstituttet
Et forum for folk med forskellig baggrund, men med fælles interesser inden for mejeriindustrien.