Efter vækst i salget af de første produkter udvider detailkæden nu sortimentet. Kærnemælk, ost og smør bliver faste varer i føtex.

Samarbejdet mellem føtex og Tjele Gods, der blev indledt i 2025, udvides nu med tre nye økologiske mejeriprodukter: kærnemælk, Engedal ost og gammeldags kærnet smør med Læsø Salt.

Produkterne bliver en fast del af sortimentet i føtex-varehuse over hele landet. I forvejen omfatter samarbejdet otte faste varer samt fem sæsonbestemte varer som for eksempel gulerødder, rødbeder og porrer. Ifølge føtex har de første produkter fra godset været i vækst, siden samarbejdet begyndte.

Med udvidelsen styrkes Tjele Gods’ direkte tilstedeværelse i detailleddet med egne brandede mejeriprodukter.

Fokus på ambitiøse økologiske principper
Tjele Gods begyndte omlægningen til økologi i 2017 og drives i dag af 10. generation, Ditlev Lüttichau. Godset kan dateres tilbage til slutningen af 1300-tallet og har været i slægten Lüttichaus’ eje siden 1739 – en kontinuitet, der i dag er omdrejningspunkt for et af landets største økologiske landbrug.

Landbruget arbejder efter principper, der på flere områder går videre end de gængse økologikrav. For mejeriproduktionen betyder det blandt andet, at dyrene er godkendt af Dyrenes Beskyttelse, at køerne går ude mindst 180 dage årligt, og at husdyrgødning fra egne dyr anvendes i godsets øvrige planteavl. Der arbejdes desuden med lange sædskifter og selvforsyning med grovfoder med henblik på et mere lukket kredsløb.

– Vi oplever en efterspørgsel efter økologiske fødevarer, der er lokale og af god kvalitet, og derfor ser vi også frem til, at vi i løbet af 2026 har endnu flere varer på vej til føtex i hele landet, siger Ditlev Lüttichau.

Ifølge føtex er der allerede planer om yderligere udvidelse i andet halvår af 2026.

– Vi har planer om at udvide samarbejdet endnu mere, og forhåbentlig kan vi byde velkommen til flere nye produkter allerede i begyndelsen af andet halvår af 2026, siger Morten Møberg, direktør for føtex.

Et forum for folk med forskellig baggrund, men med fælles interesser inden for mejeriindustrien.

Nyhedsbrev fra Mejerimedier

sendt til dig hver uge

mejeritekniskselskab.dk
Copyright ©
2026
Danmarks Mejeritekniske Selskab