Ny viden om mælks bioaktive egenskaber har ændret synet på, hvad der driver heling hos underernærede børn – og en af de ledende forskere på området mener, at svær underernæring hos børn på sigt kan blive et langt sjældnere fænomen. Det skriver Mejeriforeningen.

Den amerikanske børnelæge Mark Manary, professor ved Washington University i St. Louis, har i årtier forsket i underernæring hos børn i Afrika. Det er sket med støtte fra blandt andre Mejeribrugets ForskningsFond, og Mejeriforeningen har for nylig offentliggjort et interview med ham om forskningen og dens resultater.

Et centralt bidrag fra Manary er udviklingen af hjemmebaseret behandling med færdigproduceret terapeutisk ernæring – såkaldt RUTF (ready-to-use therapeutic food). Det er typisk en jordnøddebaseret pasta tilsat mælkepulver, olie samt forhøjede niveauer af vitaminer og mineraler.

Dødeligheden faldt markant, da behandlingen blev indført. Manary beskriver selv udviklingen:

– Da vi begyndte, faldt dødeligheden markant. Den lå oprindeligt omkring 33 procent. Med den nye tilgang kom vi ned omkring 7 procent, og da vi samtidig indførte rutinemæssig antibiotikabehandling, faldt den yderligere til cirka 4 procent.

Samtidig steg andelen af børn, der kom sig fuldt ud, fra omkring 50 procent ved hospitalsbehandling til 95 procent ved hjemmebehandling med RUTF.

Mælkens rolle rækker længere end protein
En væsentlig del af forskningen handler om at forstå, præcis hvorfor mælk virker så godt i behandlingen. Manarys pointe er, at mælk ikke blot leverer protein og energi, men udløser biologiske reaktioner i kroppen – herunder via peptider, der dannes under fordøjelsen, og som ser ud til at regulere, hvordan næringsstoffer bruges i genopbygningen af væv som hjerne og muskler. Det gør mælk svær at erstatte med andre råvarer, selv ved tilsvarende næringsindhold.

Fedtsammensætningen har vist sig at spille en særlig rolle for hjernens genopbygning. Da Manary justerede fedtstofferne i den terapeutiske ernæring – blandt andet med fokus på omega-3-fedtsyrer – så han forbedringer i børnenes kognitive udvikling svarende til 6 til 15 IQ-point. Han undersøger i øjeblikket bestemte typer mælkefedt i et studie i Sierra Leone med fokus på hjernens genopbygning.

Halvering siden 2000
På trods af det fortsatte behov for forskning ser Manary lyst på den overordnede udvikling. Antallet af svært underernærede børn på verdensplan er ifølge ham blevet halveret siden årtusindskiftet – også i konfliktramte områder – som følge af udbredelsen af sikkerhedsnet og behandlingstilbud.

I Ghana undersøger han desuden effekten af skummetmælk i skolebespisning og har observeret kognitive forbedringer hos børn sammenlignet med det nationale skolemadsprogram. Resultaterne af en større undersøgelse, der også ser på fremmøde og skolefrafald, afventes ifølge Mejeriforeningen.

Af Maja Løvstrup
Foto: Mejeri.dk

Et forum for folk med forskellig baggrund, men med fælles interesser inden for mejeriindustrien.

Nyhedsbrev fra Mejerimedier

sendt til dig hver uge

mejeritekniskselskab.dk
Copyright ©
2026
Danmarks Mejeritekniske Selskab