Små producenter løber med topplaceringer, mens både nye produkter og klassiske mejerivarer præger årets vinderfelt.

Gårdmejerierne Søtofte og Tothaven satte et markant aftryk på Mejeriforeningens Gourmetprisen 2026, hvor de hver vandt en kategori i konkurrencen om Danmarks bedste mejeriprodukter.

Søtofte Gårdmejeri vandt med en cremefraiche 42 procent, som dommerne blandt andet fremhævede for “fedme og syre i flot balance”. Hos mejeriet vækker prisen stor begejstring:

– Det er for vildt, at vi vinder. Vi er mega-glade alle sammen, siger mejeriejer Marie Linea Østergaard.

Tothaven løb med sejren i kategorien for gede- og fåremælksprodukter med en gedemælksispind med cajeta og kaffe, som blev beskrevet som “dyb, fed og smagsintens”. Sejren kom bag på det lille gårdmejeri:

– Vi er både stolte og overraskede over, at vi har vundet. Vi forventede, at en is ville få det svært i den nye kategori, siger mejeri- og gårdejer Jakob Olsen.

Også de større mejerier var repræsenteret blandt vinderne. Arla Foods vandt i to kategorier med blåskimmelosten Høgelundgaard 12 og havartiosten Gammel Knas, mens Aabybro Mejeri vandt for smør.

Ifølge Mejeriforeningen deltog i alt 55 produkter fordelt på fem kategorier, hvor dommerpanelet vurderede smag, originalitet og kvalitet.

Vindere af Gourmetprisen 2026

  • Smør- og blandingsprodukter: Gammeldags kærnet smør – Aabybro Mejeri
  • Blød ost: Høgelundgaard 12 – Arla Foods (Høgelund Mejeri)
  • Hård ost: Gammel Knas – Arla Foods (Nr. Vium Mejeri)
  • Gede- og fåremælksprodukter: Gedemælksispind med cajeta og kaffe – Tothavens Gårdmejeri
  • Is og konsummælksprodukter: Cremefraiche 42 pct. – Søtofte Gårdmejeri

Af Maja Løvstrup
Foto: Mejeri.dk/Chris Tonnesen
Billedtekst: Gourmetprisen-dommerne Rasmus Palsgaard, Helle Brønnum Carlsen og Brian Mark Hansen

Et forum for folk med forskellig baggrund, men med fælles interesser inden for mejeriindustrien.

Nyhedsbrev fra Mejerimedier

sendt til dig hver uge

mejeritekniskselskab.dk
Copyright ©
2026
Danmarks Mejeritekniske Selskab