Den tidligere DMK-topchef Ingo Müller får ansvaret for Arlas tyske forretning og skal samtidig drive integrationen af de to mejerikoncerner fremad.
Ingo Müller, der hidtil har været CEO for DMK Group, er med øjeblikkelig virkning udnævnt til Head of Germany i den fusionerede Arla-DMK-organisation. Det oplyser Arla Foods i en pressemeddelelse.
Udnævnelsen sker som en del af Arlas arbejde med at forme den fælles organisation efter den godkendte fusion med DMK. I den nye rolle refererer Ingo Müller til Mark Boot, der er Head of Europe i Arla. Han fortsætter desuden i sin tidligere annoncerede stilling som Chief Integration Officer i Arlas øverste ledelse, med direkte reference til Arla-CEO Peder Tuborgh. Under integrationsperioden fortsætter han også som CEO for DMK Group.
– Tyskland er et nøglemarked for den samlede virksomhed, og jeg er stolt over at tage denne rolle på et så vigtigt tidspunkt. Vi samler stærke kompetencer, dyb lokal ekspertise og meget engagerede kolleger, og vores fokus er klart: at bygge en stærk, samlet organisation og sikre stabilitet for vores kunder, landmænd og partnere, udtaler Ingo Müller ifølge pressemeddelelsen.
Peder Tuborgh fremhæver sin tillid til den nye tyske leder:
– Tyskland er et af vores vigtigste markeder, og Ingo er den rette person til at føre forretningen fremad. Han bringer dyb markedsforståelse, stærkt lederskab og tillid fra både kolleger og andelshavere.
Overgang til fælles driftsmodel
Fra den 3. juni begynder det nye tyske ledelsesteam at definere den fælles retning og det kommercielle ansvar for det tyske marked. DMK vil i integrationsperioden foreløbigt blive drevet som en selvstændig forretningsenhed inden for Arla-strukturen under sin eksisterende ledelse, mens de to organisationers daglige drift i øvrigt fortsætter uændret.Arla har samtidig offentliggjort en række udnævnelser til den tyske ledelsesstab.
Også nye udnævnelser i Benelux og Frankrig
Parallelt med de tyske udnævnelser oplyser Arla, at Esther Tromp-Strijdveen fortsætter som Head of Benelux and France og får to nye roller tilknyttet sit ledelsesteam. Ron Krekels udnævnes til Head of Uniekaas Holland B.V., og derudover oprettes en ny stilling som Head of Agriculture Benelux.
Af Maja Løvstrup
Foto: Arla Foods
Et forum for folk med forskellig baggrund, men med fælles interesser inden for mejeriindustrien.