Med 18 års erfaring som mejeridirektør overtager Jan Vraa Mikkelsen ansvaret for Arlas største danske mejeri i Holstebro.
Arla har fundet afløseren til mejeridirektørstillingen på mejeriet i Holstebro: Jan Vraa Mikkelsen, der senest har været mejeridirektør for Arlas mejerier i Hobro, Christiansfeld og Slagelse. Det skriver Arla i en pressemeddelelse.
Mejeriet i Holstebro er Arlas største i Danmark målt på omsætning og producerer blandt andet Lurpak, Kærgården og Buko.
18 års erfaring som mejeridirektør
Jan Vraa Mikkelsen er uddannet inden for både mejeri og bryggeri og har 18 års erfaring som mejeridirektør. Han har tidligere haft ledende roller hos både Carlsberg og Arla.
Han tiltræder 1. april og vil frem til den 30. april køre parløb med afgående mejerichef Mette Møller, der stopper efter eget ønske.
– Jeg ser frem til at overtage en stor maskine i Holstebro, og jeg ser det som en stor anerkendelse af de resultater, som jeg har været en del af. Det ligger mit hjerte meget nært, at succeserne er fælles, og med så stærke brands og produkter i Holstebro forventer jeg en masse muligheder for at udvikle forretningen, som vi sammen skal være klar til at gå efter, siger Jan Vraa Mikkelsen.
Christian Granlund, Senior Vice President, Supply Chain End-to-End i Arla Danmark, er tilfreds med ansættelsen:
– Med Jans energi, erfaring og værdier er jeg overbevist om, at vi kan accelerere fremgangen, sikre gennemførsel af de vigtige investeringsprojekter, der allerede er i gang, og gøre Holstebro til et endnu bedre sted at arbejde.
Midlertidig løsning i Hobro, Christiansfeld og Slagelse
Mens der søges en afløser til mejerierne i Hobro, Christiansfeld og Slagelse, overtager Arla Danmarks Head of Logistics, Hasse Fensman, midlertidigt det øverste ansvar for de tre mejerier.
– Jeg er virkelig glad for, at Hasse vil påtage sig opgaven. Med denne løsning sikrer vi stabil drift og tydelig ledelsesmæssig opbakning, mens der arbejdes på en permanent løsning, siger Christian Granlund.
Tekst: Maja Løvstrup
Foto: Arla Foods
Et forum for folk med forskellig baggrund, men med fælles interesser inden for mejeriindustrien.