Selvom kulturer og enzymer kun udgør en brøkdel af omkostningerne, er de nøglen til at vinde terræn i en global mejerisektor præget af proteinbølge, GLP-1 og voksende industrialisering.

Kulturer og enzymer fylder typisk blot 1-5 procent af de samlede produktionsomkostninger i yoghurt og ost. Men den strategiske værdi er markant stigende, vurderer senioranalytiker i Jyske Bank, Haider Anjum, i en ny gennemgang af mejeriforretningen hos Novonesis.

Området har historisk leveret en organisk vækst på 9 procent årligt (2014-2024), og ingredienserne ses som afgørende for at maksimere mælkeudnyttelsen. Det kræver 10 liter mælk at lave 1 kilo ost, og her spiller biosolutions en kritisk rolle i konverteringen og i at sikre tekstur uden brug af kemiske tilsætningsstoffer.

Biobeskyttelse og proteinbølge
En af de primære drivere er biobeskyttelse, som kan øge holdbarheden på yoghurt fra 60 til 80 dage. Mens teknologien allerede bruges i 15 procent af det globale yoghurtmarked, er penetrationen i osteproduktionen kun på 5 procent, hvilket efterlader et stort vækstpotentiale.

Samtidig skaber udbredelsen af GLP-1-medicin og nye proteinanbefalinger i USA en bølge af efterspørgsel efter næringstætte mejeriprodukter. Novonesis ruster sig til denne udvikling med en investering på 75 mio. USD i en fabriksudvidelse i Wisconsin, der skal stå klar i juni 2026.

Af Maja Løvstrup
Foto: Colourbox

Et forum for folk med forskellig baggrund, men med fælles interesser inden for mejeriindustrien.

Nyhedsbrev fra Mejerimedier

sendt til dig hver uge

mejeritekniskselskab.dk
Copyright ©
2026
Danmarks Mejeritekniske Selskab