Rekordår for eksporten i 2025 – væksten er i høj grad drevet af højere priser på blandt andet mejerivarer.
Dansk fødevareeksport nåede i 2025 op på 212 mia. kr., hvilket er en stigning på 4 pct. sammenlignet med året før. Det viser tal fra Landbrug & Fødevarer, omtalt af Jyllands-Posten.
Fremgangen skyldes i høj grad prisstigninger – ikke mindst på mejeriprodukter, som er blandt de væsentligste drivere bag væksten. Også eksporten af rene fødevarer steg til 155 mia. kr.
»Eksporten ligger igen på et højt niveau. Det viser, at danske landbrugs- og fødevarevirksomheder fortsat leverer varer og viden, der bliver efterspurgt på de internationale markeder,« siger administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, Morten Boje Hviid.
Prisudvikling præger markedet
Udviklingen dækker over et mere nuanceret billede, hvor værdien i høj grad løftes af priser frem for øgede mængder.
Væksten er ujævnt fordelt. Eksporten af svinekød faldt i værdi som følge af lavere priser og en kinesisk told på dansk svinekød, der blev indført i sensommeren 2025. Mejeriprodukter og andre kategorier trak til gengæld i den modsatte retning.
Af Maja Løvstrup
Kilde: Jyllands-Posten
Foto: Colourbox
Et forum for folk med forskellig baggrund, men med fælles interesser inden for mejeriindustrien.