Ny undersøgelse fra Akademikernes A-kasse viser et markant generationsskel i arbejdsgiverens prioritering af medarbejderudvikling.

Næsten halvdelen af de akademiske medarbejdere over 56 år oplever, at arbejdsgiveren ikke prioriterer deres faglige udvikling. Det fremgår af en ny stor undersøgelse fra Akademikernes A-kasse.

Akademikernes A-kasse, der organiserer blandt andet mejeriingeniører, har spurgt mere end 5.000 medlemmer om deres arbejdsliv. Analysen er udarbejdet af Rud Pedersen Group.

Undersøgelsen afslører et markant skel mellem aldersgrupperne, når det gælder oplevelsen af arbejdsgiverens fokus på kompetenceudvikling. 44 procent af de 56+-årige oplever, at der i mindre grad eller slet ikke er fokus på at udvikle deres kompetencer på arbejdspladsen. Blandt de 18-34-årige gælder det 27 procent.

Det paradoksale er, at seniorerne på en lang række andre parametre ligner de yngre generationer. 74 procent af de 56+-årige vurderer, at de i høj eller meget høj grad besidder de kompetencer, der er nødvendige i deres branche de næste fem år – en andel der ligger tæt på de 77 procent, der gælder for både de 18-34-årige og de 35-55-årige. Tre ud af fire seniorer er desuden i lille eller ingen grad bekymrede for arbejdsløshed, og de er lige så positivt indstillede over for kunstig intelligens som de yngre aldersgrupper.

Risiko for at miste fodfæste
Ifølge Sara Vergo, formand for Akademikernes A-kasse, er billedet bekymrende set i lyset af en stigende pensionsalder og et omskifteligt arbejdsmarked.

– Når seniorer oplever, at deres udvikling ikke bliver prioriteret, kan det let opfattes som manglende anerkendelse af dem som betydningsfuld arbejdskraft. Og det er et problem, når vi forventer, at flere bliver længere på arbejdsmarkedet, siger hun i en pressemeddelelse fra Akademikernes A-kasse – og opfordrer samtidig arbejdsgivere til at øge fokus på kompetenceudvikling af erfarne medarbejdere.

Undersøgelsen peger på, at manglende adgang til kompetenceudvikling kan have direkte konsekvenser for fastholdelse. Tidligere undersøgelser viser, at ældre medarbejdere, der bliver ledige, typisk har længere ledighedsperioder end yngre – et mønster der ifølge Akademikernes A-kasse kan hænge sammen med utilstrækkelig opkvalificering undervejs i arbejdslivet.

Michael Teit Nielsen, vicedirektør i Ældre Sagen, kalder tendensen aldersisme.

– Med en stigende pensionsalder og et stadig mere omskifteligt og uforudsigeligt arbejdsmarked er det helt afgørende, at man gennem hele arbejdslivet har gode muligheder for at udvikle og forny sine kompetencer, siger han i pressemeddelelsen.

Undersøgelsen er baseret på besvarelser fra 5.001 medlemmer af Akademikernes A-kasse indsamlet fra oktober 2025 til januar 2026.

Af Maja Løvstrup
Foto: Ewan Buck/Unsplash

Et forum for folk med forskellig baggrund, men med fælles interesser inden for mejeriindustrien.

Nyhedsbrev fra Mejerimedier

sendt til dig hver uge

mejeritekniskselskab.dk
Copyright ©
2026
Danmarks Mejeritekniske Selskab