I det nyeste nummer af Mælkeritidende møder vi Christian Granlund, der er Vice President Supply Chain i Arla Foods. Han er nordmand, økonom og har arbejdet på tværs af brancher – men det er mælken, der har hans hjerte.
Christian Granlund begyndte ikke sin karriere i mejeribranchen. Han begyndte i fjeldet. Som ung sergent i det norske militær havde han ansvaret for at sikre, at forsyningerne nåede frem til afdelinger under vanskelige forhold og med begrænsede muligheder for fejl – en erfaring, der siden har præget hans tilgang til komplekse forsyningskæder.
Hans vej til Arla Foods har ført ham gennem mejeri, øl, vin og spiritus. En bred baggrund, som han mener giver ham en helhedsforståelse, der rækker ud over den enkelte funktion. Han er stærkt skeptisk over for silotænkning og fremhæver den skandinaviske samarbejdsmodel som en reel konkurrencefordel.
Granlund er tydelig om sine ambitioner i rollen: han vil efterlade Arlas forsyningskæde mere robust, end han fandt den – og ser forsyningssikkerhed som et strategisk ansvar, ikke en teknikalitet.
– Vi er en del af kritisk infrastruktur. Folk skal have mad – og det stiller krav til os, siger han.
Læs hele portrættet af Christian Granlund i den digitale udgave af Mælkeritidende HER.
Af Maja Løvstrup
Foto: Arla Foods
Et forum for folk med forskellig baggrund, men med fælles interesser inden for mejeriindustrien.