I marts blev der indvejet 2,2 procent mindre mælk i Rusland end i samme måned 2025. Det viser en opgørelse fra det italienske analysebureau CLAL.
De russiske mejerier får fortsat mindre mælk at forarbejde. Det fremgår af CLALs månedlige opgørelse over den russiske mælkeproduktion, som Landbrugsavisen refererer.
Faldet er større end i februar, hvor indvejningen lå 0,4 procent under året før. I marts blev der indvejet 2,73 milliarder kilo mælk mod 2,79 milliarder kilo i marts 2025. Samlet er der til og med marts indvejet 7,55 milliarder kilo mælk hos de russiske mejerier.
Baggrunden for tilbagegangen skal ifølge den russiske brancheorganisation Soyuzmoloko blandt andet findes i kraftigt stigende produktionsomkostninger, som har presset detailpriserne op og dæmpet efterspørgslen. Derudover kæmper russiske landbrugsbedrifter med mangel på arbejdskraft og pengepolitiske stramninger. Det skaber et marked, hvor produktionen ifølge Soyuzmoloko i stigende grad overstiger forarbejdningskapaciteten.
Af Maja Løvstrup
Foto: Nordwood Themes / Unsplash
Et forum for folk med forskellig baggrund, men med fælles interesser inden for mejeriindustrien.