Nedtællingen er i gang. Om præcis en uge lukker tilmeldingen til årets store samlingspunkt for dansk mejeribrug, hvor alt fra den grønne trepart til optimering af CIP-anlæg er på dagsordenen.

Interessen for Mejeribrugets Dag 2026 er markant. Mere end 170 fagfolk fra hele værdikæden har allerede sat kryds i kalenderen den 11. marts, hvor forskning, teknologi og strategi smelter sammen. Men vil man have en plads i salen, skal man rykke nu – tilmeldingsfristen udløber om blot syv dage.

Fra mikrobiologi til politiske brydninger
Programmet for 2026 afspejler en branche, der står midt i en brydningstid. Dagen er bygget op omkring en balance mellem de helt nære produktionstekniske løsninger og de store, strategiske linjer. Formiddagen er opdelt i to målrettede spor, hvor deltagerne kan vælge mellem produktudvikling til specifikke målgrupper eller de nyeste metoder inden for rengøring og drift.

Det er netop denne kobling mellem den teoretiske forskning og de praktiske udfordringer i mejerihverdagen, der er selve kernen i arrangementet.

– Vi har sammensat et program, der spænder fra de helt konkrete teknologiske processer i hverdagen til rammevilkår for erhvervet, siger Grith Mortensen fra Mejeribrugets ForskningsFond.

Hun understreger, at ambitionen har været at skabe et rum, hvor viden ikke bare bliver stående i laboratoriet, men finder vej ud i produktionen.

– Vores mål er, at viden ikke bare bliver teori, men omsættes til konkret værdi i praksis, uddyber hun.

Hele værdikæden under ét tag
Senere på dagen løftes blikket mod de ydre rammevilkår. Her vil den grønne treparts betydning for erhvervets fremtid blive analyseret af Mejeriforeningens formand, Steen Nørgaard Madsen, ligesom Sisse Fagt fra DTU giver en status på danskernes kostvaner.

Udover de faglige indlæg fungerer dagen som branchens vigtigste netværksplatform. I udstillerområdet står en lang række leverandører og specialister klar til at præsentere de nyeste teknologier, der kan gøre hverdagen på mejerierne mere effektiv.

Ifølge Grith Mortensen er det netop dette møde mellem forskellige faggrupper, der skaber den største værdi:

– Styrken ved denne dag er, at vi samler hele værdikæden. Fra forskeren i laboratoriet til produktionschefen på mejeriet og leverandøren af teknologien. Det giver en unik synergi, forklarer hun.

Dagen byder naturligvis også på en omfattende ostesmagning, før det hele rundes af med den traditionsrige netværksmiddag.

Du kan læse meget mere om Mejeribrugets Dag i Mælkeritidende nr. 2, der udkommer fredag den 27. februar.

Af Maja Løvstrup
Foto: Mejerimedier

Et forum for folk med forskellig baggrund, men med fælles interesser inden for mejeriindustrien.

Nyhedsbrev fra Mejerimedier

sendt til dig hver uge

mejeritekniskselskab.dk
Copyright ©
2026
Danmarks Mejeritekniske Selskab