Efter 142 års mejeridrift i Tistrup er produktionen nu stoppet. Arla flytter de stolte håndværkstraditioner og den unikke ‘Tistrup-kultur’ til et nyt mikromejeri i Taulov.

Det er et markant kapitel i dansk mejerihistorie, der i midten af februar nåede sin afslutning. Tistrup Mejeri, som har været en central del af den danske andelsbevægelse siden 1883, har lukket dørene for sidste gang. Beslutningen om lukningen skyldes et faldende marked for gul ost kombineret med behovet for omfattende investeringer for at opretholde den høje kvalitet i de historiske bygninger.

Fra Vestjylland til Taulov
Selvom de fysiske rammer i Vestjylland nu tømmes, lever sjælen videre i et nyetableret mikromejeri på Taulov Mejeri. Her forsøger man at genskabe Tistrups unikke oste ved at benytte de samme procesparametre og den særlige syrevækkerkultur, som er blevet dyrket på mejeriet siden 1940’erne. Det gælder blandt andet produktionen af de anerkendte Arla Unika-oste som ‘Havgus’ og ‘Efterglød’.

Klaus Jeppesen, Senior Site Director på Taulov Mejeri, lægger ikke skjul på, at det er en tung beslutning at sige farvel til det historiske sted:

– Det er aldrig nemt at tage en beslutning om at lukke et mejeri, og da slet ikke et mejeri med så lang en historie. Men efterspørgslen på de produkter, der produceres på Tistrup Mejeri, stod ikke mål med de krav og den investering, der var nødvendig for at opretholde kvaliteten, forklarer han.

Kulturbærere følger med
For at sikre, at både håndværket og den særlige ‘Tistrup-ånd’ følger med, er seks erfarne medarbejdere flyttet fra Tistrup til Taulov. Deres viden er afgørende for at bevare de manuelle processer og den faglige stolthed, der har kendetegnet mejeriet gennem generationer.

Klaus Jeppesen understreger, at Tistrup Mejeri skal huskes som et traditionsrigt sted, hvor medarbejderne fungerede som én stor familie med et fælles mål om at levere produkter, der gennem årene har vundet mange medaljer og ærespræmier ved kredsudstillinger samt International Food Contest.

Læs hele historien om Tistrup Mejeris historie, de manuelle processer og medarbejdernes rejse mod Taulov i den nyeste udgave af Mælkeritidende. Se den elektroniske udgave af bladet HER.

Af Maja Løvstrup
Foto: Arla Foods

Et forum for folk med forskellig baggrund, men med fælles interesser inden for mejeriindustrien.

Nyhedsbrev fra Mejerimedier

sendt til dig hver uge

mejeritekniskselskab.dk
Copyright ©
2026
Danmarks Mejeritekniske Selskab